Forside Hent rapport English Novozymes.com
Search Print Print
Revideret af PwC
 | 
 | 

Vejen til nye produkter og teknologier bygger på en konstant tilgang af gode ideer og på en projektkultur, hvor medarbejdernes viden og kompetencer kombineres effektivt.

Nye produkter udgør i dag ca. 30% af Novozymes' omsætning, mens de i 1999 kun udgjorde omkring 10%. Udviklingen viser, at det er nødvendigt at strømline forretningen, så den viden, der befinder sig hos medarbejderne, kan udnyttes hurtigere end tidligere.

I de senere år har Novozymes’ stærke fokus på videndeling desuden været med til at nedbringe den tid, det tager at udvikle et nyt produkt. For ti år siden tog det omkring fem år at komme fra opdagelsen af et nyt enzym til udviklingen af et nyt produkt. I dag tager det typisk 12-24 måneder. En af grundene er et højt niveau af videndeling mellem de forskellige afdelinger. For eksempel skal alle medarbejdere i forskningen have viden om markedet, ligesom salg og marketing skal kende forskningen. Især fordi samarbejdet med kunderne er en vigtig del af innovationsprocessen, og fordi ideer til nye produkter ofte udvikles sammen med kunderne.

Viden og kompetencer
Kilden til Novozymes' gode resultater inden for forskning og udvikling er først og fremmest adgang til de bedste kompetencer inden for bioteknologi. Det er afgørende at have dygtige og nysgerrige medarbejdere, som trives og er gode til at arbejde sammen. Det skaber et stimulerende miljø, hvor der er stærke netværk og god interaktion mellem fagdisciplinerne. Det høje faglige niveau inden for kerneteknologierne opretholdes blandt andet gennem samarbejde med den akademiske verden og ved hele tiden at følge de teknologiske udviklinger via konferencer, netværk, faglitteratur og lignende.

Styring og kreativitet
Innovation afhænger af en hårfin balance mellem at styre ressourcerne effektivt og samtidig give plads til den kreativitet, der skaber nye ideer. Novozymes har til stadighed omkring 100 produktkandidater i forskning og udvikling. Tildelingen af ressourcer til de enkelte projekter vurderes løbende, efterhånden som projekterne bevæger sig gennem forløbet fra ide over forskningsstadiet og frem til den egentlige produktudvikling. På den måde sikres, at kun projekter med et stærkt salgspotentiale videreføres hele vejen til introduktion på markedet. De seneste år er der lanceret mellem seks og otte nye enzymer om året.

Videndeling på tværs
Der benyttes mange forskellige kompetencer i projekterne, og jo længere et projekt strækker sig, jo større er den økonomiske investering. Selv om et udviklingsprojekt kan have op til 50 medarbejdere tilknyttet, er der højst en håndfuld medarbejdere fuldtidsbeskæftiget på projektet. De øvrige indgår med skiftende vægt og bidrager med spidskompetencer efter en detaljeret projektplan.

En effektiv styring af projekterne er derfor meget vigtig, fordi der indgår medarbejdere fra mange forskellige funktioner og ofte med en stor geografisk spredning. Novozymes har forsknings- og udviklingsafdelinger i Danmark, USA, Kina og Japan, som alle bidrager til udviklingen af nye produkter. Projekterne styres gennem et intranetbaseret system, der rummer alle Novozymes' medarbejdere i forskning og udvikling.

Anvendelse af forskningsmidler
Novozymes anvender 12-13% af omsætningen til forskning og udvikling; i 2005 blev der således brugt 793 mio. kr. Heraf blev ca. 10% brugt på aktiviteter uden for kerneforretningen.

En offensiv patentstrategi er af stor betydning for at sikre, at investeringerne i viden og produktudvikling kommer virksomheden til gode. Ved udgangen af 2005 havde vi i alt over 4.500 udstedte patenter og verserende patentansøgninger.

Produktlanceringer
Graf_Produkt.gif
Antal produktlanceringer de seneste fem år. I 2006 forventer Novozymes at lancere mellem fem og syv nye produkter.

© Novozymes 2006 Krogshøjvej 36 - DK-2880 Bagsværd - +45 8824 9999 - info@novozymes.com Privacy | Juridisk | Om Novozymes Rapporten