Et veldefineret værdigrundlag er et godt udgangspunkt for at drive forretning. Men når værdierne skal omsættes til praksis, er der behov for ledelsessystemer, der mere konkret viser vejen og sikrer efterlevelse i dagligdagen.
Novozymes' ledelsessystem definerer den måde, forretningen drives på. Ledelsessystemet kobler værdigrundlaget Novozymes' Touch sammen med de daglige forretningsaktiviteter verden over. Ledelsessystemet er med til at skabe sammenhæng i virksomheden på trods af store geografiske afstande og på tværs af kulturelle forskelle og forskellige forretningsområder.
I forhold til bestyrelsen og direktionen er der fastlagt et sæt procedurer for corporate governance, der danner rammerne for ledelsen af virksomheden. Læs mere om dette i Bestyrelsens beretning og under Corporate Governance på www.novozymes.com.
|
Et certificeret ledelsessystem Rygraden i Novozymes' interne ledelsessystem er et kombineret kvalitets- og miljøledelsessystem, der er certificeret efter ISO 9001- og ISO 14001-standarderne. Ledelsessystemet består overordnet set af Novozymes' Touch, Novozymes' seks politikker med tilhørende standarder og en række strategier. Ledelsessystemet og organisationsstrukturen er væsentlige elementer i en forretningsmodel, der skal sikre en aktiv orientering mod omverdenen og dermed Novozymes' fortsatte udvikling. |
Novozymes' Touch, politikkerne og standarderne udgør den mere statiske del af ledelsessystemet, mens strategierne er dynamiske. Strategierne skal sikre, at Novozymes inden for ledelsessystemet udnytter de forretningsmæssige muligheder og til enhver tid matcher omverdenens og markedets krav og forventninger.
Ledelsessystemet udbygges løbende. For eksempel har Novozymes i 2005 implementeret en ny standard for energiledelse (DS 2403) i bestræbelserne på at sænke energiforbruget og udledningen af CO2.
Standarden er i første omgang implementeret på fabrikkerne i Danmark. Erfaringerne vil efterfølgende blive anvendt på de øvrige fabrikker. Et andet aktuelt eksempel handler om forretningsintegritet.
|
Forretningsintegritet I 2004 indledte Novozymes en indsats for at skabe klare rammer for forretningsintegritet, og den 1. maj 2005 var en ny ledelsesstandard på plads. Indsatsen afspejler et ønske om proaktivt at styrke risikostyring og udnytte forretningsmuligheder samt at imødekomme de skærpede dokumentationskrav fra blandt andet kunder, investorer og lovgivere. |
Ledelsesstandarden for forretningsintegritet beskriver sammen med en række interne procedurer ansvar og processer. Som del af dette er der blandt andet oprettet en ny komite for forretningsintegritet og systemer for vejledning og anonym rapportering af eventuelle brud på principperne.